Bichon Havanais kommer oprindelig fra det vestlige Middelhavsområde og er blevet til i de spanske og italienske kystegne. Det ser ud til, at disse hunde på et tidligt tidspunkt er blevet bragt til Cuba af italienske søkaptajner på langfart.
Racen omtales som silkehunden, den er sjældent helt hvid, fawn i alle afskygninger er tilladt, sort, havanabrun, tobaksbrun og rødbrun. Højde 21-29 cm. Vægt 5-8 kilo.
Bichon Havanais er en lille livlig hund, kortbenet med en lang og blød pels, der foretrækkes bølget. Dens bevægelse er frisk og spændstig.
Havaneseren kræver din fulde opmærksomhed og pleje. Den skal trænes, bades og børstes. Der skal gøres en del pelspleje, men følges det, opnår man en super smuk og velplejet hund ( se afsnittet om pelspleje). Havaneseren er en vidunderlig følgesvend, som hurtigt bliver familiens midtpunkt. Den elsker selskab og følger gerne med i alt hvad familien foretager sig.
Bichon Havanais fælder ikke og smider ikke skæl over det hele. Den har ikke fældningsperioder som mange andre hunde. Havaneseren taber hår som vi gør, men hårene ser man ikke på sit gulv, de sætter sig fast i hundens pels. Derfor er det meget vigtigt at rede hundes pels ofte, så man får fjernet de løse hår, ellers kan de sætte sig og danne filt i pelsen.
Havaneseren er intelligent og nem at opdrage. Med sit kærlige og milde sind, vinder den hurtigt folks hjerter. Den er meget børnevenlig og altid klar til leg og vil hurtigt være i centrum. Den er god som alarmklokke, men er ellers ikke en gøende race. Den kan klare lange gå ture, men den er ikke en race som kræver meget motion. Racen er sund og ikke plaget af arvelige lidelser.