Undgå filt

En Coton har ikke fældeperioder, men hårene falder til gengæld af hele tiden, ligesom hos os mennesker. Grunden til, at du ikke ser hår på dit gulv, er fordi de sætter sig i hundens pels. Ulempen ved, at de sætter sig i pelsen er, at de laver filt. Der opstår derfor filt, hvis hundens pels ikke plejes ofte.

Væn hvalpen til at blive børstet daglig, selvom pelsen er nem, mens den er hvalp. Det lønner sig. Når hvalpen bliver omkring 7-12 måneder, skifter den fra hvalpepels til voksenpels, og her i denne periode, skal man igennem pelsen hver dag. I denne periode er pelsen virkelig svær at holde fri for filt, men det er vigtigt at pleje den, ellers kan filt vokse sig større til filtpuder. Her kan det ende med, at hunden må klippes helt ned.

Nogle vælger at klippe deres Coton. Det tager ca. 1 år før pelsen er vokset pænt ud igen.

Ved 2-3 års alderen er pelsen færdigudviklet, og her er pelsen meget lettere at holde.

Så ofte skal du børste din hund.

Hvalp: Dagligt for at vænne den til at blive børstet.

Unghund: Dagligt ved pelsskifte, for at undgå filt.

Voksen: 3-4 gange om ugen.

Der henvises til Pelspleje bogen, skrevet af Birgitte Jespersen. Der er mange gode billeder og beskrivelser, men også forslag til flere plejeprodukter og børster især, hvis man gerne vil på udstilling.

Filt

Hvis børsten støder på filt, skal du ikke hive børsten igennem pelsen- det gør ondt på hunden!

Ved små filt trækker du pelsen fra hinanden, indtil du kan trække den lille filt ud med fingrene. Ved større filt, kan du bruge tangle fix, som løsner knuden efter nogle minutter. Herefter deler du hårene indtil du kan trække de små filt ud med fingrene.

Børster

Man reder hunden grundigt igennem inden vask. Brug altid udredningsspray, da det letter børstningen.

 

 

 

 

Man starter med børsten eller karden. Man reder fra rygsøjlen og væk fra hundens krop. Børst et lag af gangen. Støder man på filt, kan man bruge tangle fix og lade det sidde i nogle minutter. Herefter trækkes filten fra hinanden og man børster med pigbørsten. De små løse filt trækkes ud med fingrene.

Efter børsten bruger man kammen. Hvis pelsen er i orden, glider kammen fint igennem. Kammen bruges også omkring øjnene.

 

 

 

Omkring øjnene bruger du øjenrens mod misfarvninger. Når pelsen rammer øjnene, har de tendens til at løbe, og det misfarver pelsen under øjnene. Sørg for at øjenrens ikke kommer i øjnene. Der kan også bruges poterens, hvis pelsen er misfarvet ved poterne. Misfarvninger kan også opstå ved forkert valg af foder!

Vask

En Coton bør vaskes ofte ca. hver 2-3 uge. Når den er blevet vasket, skal den føntørres. Bliver den ikke føntørret og løber våd rundt, kan der opstå filt, men også misfarvninger. Hunden kan også blive kold, da pelsen tager lang tid om at tørre.

Brug masser af vand under vask, da den har en kraftig pels. Der findes mange typer shampoo, men brug aldrig menneske shampoo, da pH værdien ikke er den samme hos mennesker og hunde. Derefter bruges balsam. Gnid den ind i hænderne og påfør den jævnt i pelsen. Efter få minutter skylles pelsen. Tryk vandet ud og afslut med føntørring, et lag af gangen, mens du reder med svinehårsbørsten.

Du har en smuk hund efter endt arbejde!